søndag den 29. april 2018

Terrasen her og nu...

Mellem de drivende skyer har jeg lige været en tur ude på terrassen med kameraet.

Det hele gror godt nu - man kan nærmest se forskellen dag til dag.

Og om lidt står flere af krukkerne med blomst - det bliver så fint.

Også selv om min ene græs er gået ud. Det er jeg nok nødt til at erkende. Så der skal findes noget andet til den krukke, men det er naturligvis heller ikke så svært 😏







Jeg elsker, når hjertetræet står med små blade på. Det er simpelthen så flot...


fredag den 27. april 2018

Hvad der er i gemmerne - er glemt...

Jeg har haft ungerne til at tage alle overvintrende krukker ud fra laden.

Der er godt nok mange. Jeg havde (ligesom tidligere år) fuldstændig glemt den mængde, der er.

Og der er liv i de fleste. Enkelte har der været sommerblomster i, så de er tomme og klar til nye blomster...


Jeg tror, jeg er nødt til at lave et par bænke mere på terrassen til dem. De skaber jo et behov for flere bænke. Det gør de jo ligesom. ikke...










tirsdag den 24. april 2018

Træthed med træthed på...

Det her har været min udsigt mere eller mindre hele sidste uge.

Jeg har ligget her om morgenen før arbejde, og jeg har ligget her om eftermiddagen efter arbejde.

Jeg har ligget her før aftensmaden og efter aftensmaden - og faktisk til jeg skulle i seng...


I det mindste ligger jeg midt i det hele - og når døren har været åben ud til terrassen, så har jeg nærmest følt, at jeg lå uden for.


Min krop er så træt, så træt. Jeg håber, at det er efterveer fra arbejdet med den afholdte konfirmation.

Jeg krydser finger for det - og håber, at det snart er ovre. Der er så meget andet at lave, end at ligge her.

Det er bare træls at være træt, med træt på...

søndag den 22. april 2018

Og hvad gik dagen med...

Sådan en skøn dag, som konfirmationen var, går hurtig.

Både godt selskab, underholdning, sange og taler fylder meget. Derudover fylder gaver naturligvis meget for konfirmanden:-)

Men én ting fylder altid meget for alle - maden. Den unge herre havde selv været med til at vælge - og lad mig sige det sådan - vi har mad i fryseren til at brødføde en mindre hær i flere dage nu.

Men rester af lækker mad er ikke så ringe endda.

Så her igen lidt billedspam fra dagen - sidste omgang, lover jeg...

Velkomstdrink med og uden alkohol...



Forretten var tunmousse med kaviar lavet af mormor efter konfirmandens ønske...


Hovedretten var som sidst buffet fra Fole Høkerkro (Flammen)...




Moster og hendes unger havde valgt at lave en slags jepardy, hvor vi dog skulle svare på spørgsmål. Manden, konfirmanden og jeg skulle dyste i kategorier som køer, katte, Niklas, skole mm

Jeg har taget den med her, for jeg synes præmierne var sjove. Vinderen - konfirmanden - vandt en halv ko, mens manden tog andenpræmien: to ænder...


Til dessert havde jeg lavet syv forskellige slags is, som blev serveret sammen med hvid og brun brownies, sarah bernhardt kager, frugtfad, chokolade og diverse tilbehør til isen - efter konfirmandens ønske...






Til "skrub af" mad serverede vi hotdogs, og vi har igen røde pølser nok i fryseren til mange hotdogs...

onsdag den 18. april 2018

Den stolte konfirmand...

Så blev billederne af selve konfirmanden klar. Så her kommer lidt billedspam - igen...

Meget spændt og klar til at tage i kirke - og selvfølgelig med en af sine katte...


Turen hjemad foregik på motorcykel - med følgeskab af yderligere en mere - og hold nu op sådan nogle kan larme...



Vel ankommet hjemme...


En meget glad og overrasket konfirmand. Han var sikker på, at vi havde aftalt noget med den bondemand, han arbejder hos...
 
Men vi kunne faktisk høre dem ankomme, mens vi sang i kirken - og det kunne vi se, at flere af de andre gæster også kunne 😄

En meget glad ung mand legede model for sin kusine - som tog mere end 400 billeder af dagen...





Alle drengene samlet...



Sidst, men ikke mindst konfirmanden med sine forældre:-)


Og jow - jeg er snart den mindste, selv om jeg er 175 cm høj...


tirsdag den 17. april 2018

Konfirmation - klar, parat, overstået...

Mens de sidste billeder fra den store dag bliver klar, får I her nogle fra søndag morgen.

Som det kan ses, nåede vi det hele...

Billeder fra selve dagen, kommer de næste dage - ellers bliver det bare billedspam - og det er der nok af her 😏

Bordene var dækket med de italiensk inspirerede lysestager, røde roser og efeu fra haven.


Dertil servietter i rød og hvid ternet stof. Stoffet er fundet Stof og stil for lang tid siden, og var klippet til 45 x 45 cm store stykker og lagt op...







Udsigten fra konfirmandens plads...