onsdag den 31. juli 2013

Solvarme tomater og søde hindbær

De bedste tomater, er de tomater, der blot få sekunder før de puttes i munden, er plukket af tomatplanten inde i drivhuset. Når de har solvarmen og smager af mest. I går kunne de første (få) tomater plukkes, og det udnyttede drengene. Jeg nåede knap at tage et sløret billede og slet ikke at smage - så var de væk.

Men det er i orden, for de smager bedst ny plukkede og varme. Når de først kommer med ind, så forsvinder meget af smagen, synes jeg. I løbet af de næste dage vil det vrimle med tomater, hvilket er et under, da jeg for nylig opdagede at kasserne med tomatplanterne var tørlagte, virkelig tørlagte. Og med krøllede og triste plante til følge. De har rettet sig en del, men i princippet kan se ud, som de selv synes, blot de leverer tomater i overflod.

Billedet er lidt uklart, men det blev kun til det ene, så var de som sagt spist.


Derefter gik turen ned i køkkenhaven. Den bugner af hindbær, rigtig søde hindbær. Også de er bedst ny plukkede, så ungerne tog for sig af retten. Det kniber ind i mellem med plads i maverne til aftensmad, men så længe det skyldes frugt og grønt af egen avl, så overlever både de og jeg nok det!


Efter sådan en omgang priser jeg mig lykkelig for at pletfjerner til tøj er opfundet!

Male eller ej - det er spørgsmålet

Da jeg ryddede op i stald, lade, viktualierum, værksted og alle andre steder uden for selve huset i ferien, faldt jeg over denne dukkevogn.
.

Den var sangskjuler til vores bryllup og har været gemt/glemt væk siden. Vi er jo "kun" velsignet med drengebørn, og de skulle i hvert fald ikke lege med den - synes deres far.

Jeg synes, den er for god til at lade gå til genbrug. Den kan vel stå til pynt med en blomst eller lignende. Problemet er, at rød absolut ikke er min farve -  men kan jeg nænne at male den??


Nogen, der har en god ide??

tirsdag den 30. juli 2013

En pude måske...

Jeg er lige blevet færdig med dette broderi. Jeg synes, motivet er vældig nostalgisk. Og nå ja - skal jeg indrømme det, så er det noget så afslappende at brodere - jeg skal bare kunne bruge det, jeg broderer.



Det er fra læsernes bedste i Hendes Verden nr. 27/2012, og der er mønster på både 5 øre og 10 øre.

Nu er spørgsmålet så bare, om det skal blive midten af en pude? Eller noget andet?

Jeg fandt forresten...

Jeg er helt vild med tørklæder. Kun når det er hedebølge, bruger jeg ikke tørklæde. Det betyder selvfølgelig også, at jeg har mange. Men jeg får aldrig for mange. Da jeg sidst var på shoppetur fandt jeg dette glade sommertørklæde til under halv pris. Så kan sommeren fortsætte langt ind i efteråret.....


Det bedste er, at det er mega stort - ligesom jeg bedst kan lide det.


Det er da til at blive glad af, ikke?!

mandag den 29. juli 2013

Killinge update...

Så er killingen blevet 3 uger gammel. Der var jo to killinger til at starte med, og de var lidt små i det - måske fordi moderen ikke er særlig gammel, eller fordi hun faktisk fik p-piller gennem hele graviditeten. Efter nogle dage med kontrolvejning stod det for en uge siden klart, at den ene killing tabte sig i vægt og blev dårligere og dårligere. Så det blev der sat en stopper for.

Den anden killing tager pænt på. Den vejer stadig mindre end normalt. Faktisk har den kun lige rundet vægten for en 2-ugers killing nu, hvor den er 3 uger gammel.

Vega (moderen) er begyndt at slæbe den ind i køkkenet, og det er faktisk meget hyggeligt. Så kan vi rigtigt følge med, nu hvor den er mere livlig, men dog stadig nervøs på benene.



Den skal nok blive sjov at følge...

søndag den 28. juli 2013

Så vamt behøver det ikke være...

Det har været varmt i dag - vores sidste feriedag. Alt for varmt - eller rettere alt for høj luft fugtighed til, at det har været rart at være ude. Så vi har tullet rundt inde og lidt ude, hvis det ikke kunne undgås.

Selv om det er sidste feriedag, er det ikke med vemod. Ovenpå 4 ugers ferie, som vi har nydt, er det fint med hverdage igen. Som familie fungerer vi bedst med struktur og rytme i hverdagen, så 4 ugers ferie er super, men nu er vi så klar til hverdagen.

Vi starter langsomt. Der er to uger til skolestart, som mindstemanden glæder sig særligt til - han starter i 0. kl. Og han er så klar. Det betyder også, at der er to uger til alle fritidsaktiviteter starter, så det bliver en langsom tilvænning til hverdagen. Det bliver hårdt, men så godt - og jeg glæder mig...

Så det er fint, at det bliver lidt mindre varmt - koldt kan man jo ikke kalde det. Jeg tror også, at kalvene glæder sig. De kommer ikke meget ud i heden, men bliver liggende i stalden og gnasker.


Og der blev lys...

Lys er måske så meget sagt, men det gav en helt anden terrasse, da laurbærbuskene forsvandt. Med en minigraver tog det ikke lang tid. Nu kan der så ske noget andet. Blokkene er indkøbt - men hvornår det bliver, ja det må vi se.... Der kan jo alligevel ikke plantes før til efteråret.




lørdag den 27. juli 2013

Endnu en af husets favoritter...

Med squash og nylagte æg i haven er denne squash tærte en af husets favoritter.


Opskriften er fra et Femina blad (nr. 33/1992). Jeg laver dobbelt portion, da den også er god kold dagen efter i madpakken. Men forholdene mellem ingredienserne betyder mindre - jeg bruger, hvad jeg har i mængde.

Officielt er opskriften til 4 personer: 400 g revet squash med skræl, 1 stort finthakket løg, 150 g bacon i terninger, 100 g revet ost, 125 g mel, 1 tsk. bagepulver, 1 1/4 dl olie, 5 æg, salt og peber.

Baconterningerne steges sprøde, og fedtet kasseres. Æggene piskes let sammen med mel og olie, og de øvrige ingredienser blandes i. Hæld det i en velsmurt form og bag i forvarmet ovn på 180 grader i ca. 1 time, til tærten har løftet sig, er gylden og gennemstegt.

Jeg synes dog ofte, at den skal have længere.

Velbekomme....

fredag den 26. juli 2013

Så kom jeg til byen...

Vi bor jo ude på landet. Faktisk har vi godt 3 km til "vores" landsby, hvor der kun er en lokalbrugs at handle i. Jeg arbejder i nabobyen, og der kan de kun byde på ganske få butikker. Det betyder, at der er længe mellem mine fysiske besøg i diverse butikker. Til gengæld handler jeg på nettet.

En af de sidste feriedage er blevet brugt i butikker - nærmere nogle få butikker i Kolding Storcenter.


Og det resulterede i følgende:


En mangelvare har især været broderistof i den rigtige størrelse.


Derudover har jeg lovet mindstemanden at sy en to farvet hættetrøje, hvor han selv bestemte farverne. Det er meget længe siden, at jeg har syet trøjer, og det skyldes især, at ungernes mormor er uddannet skrædder, så hvorfor sy selv, når hun lige fikser det på ingen tid. Men nu vil jeg i gang igen.

torsdag den 25. juli 2013

Laurbærbuske...

Jeg er træt af vores laurbær buske under vinduer ved terrassen. De "fryser" sorte om vinteren og tager lang tid om at blive grønne om foråret. Der kommer masser af ukrudt i dem, og det er svært at komme til. Ikke for at tale om pudsning af vinduerne...


Så nu skal de væk. Manden har lovet at fjerne dem i weekenden, og så vil jeg lave et bed, som det på den anden side af stien, når tiden bliver til det. Ferien slutter nemlig på mandag. I mens kan vi overveje, hvilken ny belægning terrassen og stierne skal have. Vi har til næste år, for det bliver ikke i år!

onsdag den 24. juli 2013

Jeg vil have vand... nu...

Vi mangler vand. Jeg har stillet regnmåleren frem i håb om, at den kan fremtrylle lidt vand til især køkkenhaven.
 

Jeg er træt af at vande hver aften. Vand nu - tak....

Lykken i et træ...

Den første sommer, efter vi flyttede ind i vores hus, opdagede vi dette fænomen.


Hvor længe den har siddet der, er ikke til at sige. Desværre vender den forkert, men forhåbentlig er lykken ikke faldet ud....




tirsdag den 23. juli 2013

To af husets favoritter....

Vi havde gæster den anden dag og i den anledning blev to af husets favoritter bagt til kaffen. Lakridskage med citronglasur og æblekage.


Lakridskagen er fra et diabetes blad maj 2012. 4 æg piskes luftigt med 50 g sukker. 50 g flydende margarine og 2 dl minimælk hældes i, mens der piskes. 150 g hvedemel, 100 hvid hvedemel, 2 spsk. lakridspulver, 150 g sukker (eller sødemiddel svarende dertil) samt 3 tsk. bagepulver blandes sammen og sigtes i. Dejes hældes i en smurt lille bradepande ca. 22x30 cm. Bages ved 200 grader i ca. 25 minutter på næstnederste rille. Afkøl kagen. Rør 50 g flormelis og saften af ½ citron sammen og smør det i et tyndt lag på den afkølede kage.

Æblekagen er en gammel opskrift, som jeg desværre ikke ved, hvor kommer fra. Dog husker jeg den som sund kage. 4 æg piskes med 200 g sukker. 200 g mel og 1 tsk. bagepulver vendes i sammen med 4 æbler i tern uden skræl. Bages ved 200 grader i ca. 30 minutter. Når den er afkølet, sigter jeg flormelis over kagen.

Velbekomme.....

mandag den 22. juli 2013

Kantsten til køkkenhaven

Jeg har brugt noget af ferien på at lægge kantsten mellem hækken, der omkranser køkkenhaven, og græsplænen. Jeg er langt fra færdig, da vi har en alt for stor køkkenhave. I hvert fald når der skal sættes kantsten. Det havde nok været smartere at gøre det, da vi i sin tid plantede hækken, men her på matriklen lærer vi hele tide......

I går havde jeg dog en undskyldning for ikke at lægge sten. Man jager jo ikke en kat væk, der ligger og soler sig i varmen fra både sol og sten, vel!?!?




søndag den 21. juli 2013

Vores "oversigtstavle"....

Jeg har købt en stål plade hos vores lokale smed. Den har målene 160x100 cm, men kan skæres til i alle størrelse. Smeden har "bøjet" kanten let, for at den har en pæn afslutning til væggen.

Her hænger alle huskesedler, invitationer, beskeder fra skolen, oversigt over fodboldkampe og alle andre sedler, som tidligere lå lidt spredt over det hele. Nu er de samlet et sted, så vi ikke glemmer noget. Tavlen hænger i kontoret/krearummet ved siden af køkkenet, så den er let tilgængelig for alle.

Derudover kan jeg lave 3 ugers madplan på den.  Jeg har skåret dagene ud i selvklæbende folie, og tidligere brugte jeg gule post it til menuen. Det kostede en del post its, så nu har vi laminerede sedler. På sedlen står også en nummer, som henviser til en opskrift. Med mindre opskriften blot er i hovedet. Nye opskrifter har en gul seddel, til vi har spist og ved, om opskriften skal gemmes.

Lige nu er tavlen næsten tom, da det er sommerferie, men normalt er den rimelig fyldt, og alligevel har jeg en godt overblik. Især når jeg skriver den ugentlige indkøbsseddel.

Detailplanlægningen er dog stadig i husets kalender.


lørdag den 20. juli 2013

Badeland....

Som tidligere nævnt har vi en rund terrasse, som vi ikke har gjort noget ved. I dag fik ungerne lokket et billigt (og lille) badebassin fra mig, da vi var i tømmerhandlen.

Resolut fjernede de alle krukker på terrassen samt det værste ukrudt og stillede bassinet op. De kan knap være i det, og vandet blev ikke så hurtigt varmt, som de vist troede.


Men de hyggede sig alligevel i det varme vejr. Og så kan bassinet holdes så længe det kan....

Første squash i 2013...

Noget af det vigtigste i vores køkkenhave er squash. Vi bruger rigtig mange til al mulig forskellig. Jeg skal nok vise hvad på et senere tidspunkt.

Vi har derfor et helt bed på 4x4 meter med squash. Vi kan ikke følge med til at spise dem løbende, men så river jeg dem og fryser dem ned i poser med den vægt, vi bruger til de forskellige ting. Så har vi squash hele året. Man skal blot huske at gemme væsken, når de tør op.


I dag hentede jeg den første ind. Vi kan godt lide, de er store, med mindre vi laver bagte squash med fyld.


Man kan faktisk skimte én mere, der er klar til høst. Men det er stadigvæk små 2 uger senere end sidste år.

fredag den 19. juli 2013

Vi klarer varmen på hver vores måde.....

Her på matriklen er der ind imellem trængsel på de skyggefulde steder....



Og så er et af goderne ved at bo på landet jo, når nabo landmanden vander marker....


Så er det nemlig let at blive kølet på ned en varm dag.

torsdag den 18. juli 2013

Sengetæppe...

Som tidligere nævnt er jeg meget glad for det broderede rosenmotiv (se her). Derfor er det også en del af det sengetæppe, jeg næsten lige er blevet færdig med. Det består af 206 firkanter på 20x20 cm samt rosenmotivet på 40x40 cm. Den anden dag nåede jeg at få taget billeder, før det blev taget af igen.




Nu mangler så bare et par billeder til væggen, et loftlampe samt maling af et gammelt skab, som dog ikke er med på billederne.


Og så en masse puder, der kan stå sammen med puderne vi fik i julegave af ungerne.



onsdag den 17. juli 2013

Vi skal jo starte et sted...

Vores grund er godt 12.000 kvadratmeter, hvoraf noget selvfølgelig er hus, stald, lade, gårdsplads og mark til dyrene. Køkkenhaven fylder også (rigtig) meget. Men resten er eller skal blive have. Vi planlægger stadig, men vi gaber ikke over mere, end vi kan nå. For det meste. Det betyder også, at noget af "haven" er vild have - meget vild have.


Ud over varmen, som er hård ved græsplænen, så er der her bag ved det lange græs og ukrudtet faktisk en flisebelagt rund terrasse, som er afgrænset fra græsplænen med store marksten (!!). Vi ved stadig ikke, om vi vil beholde terrassen eller om den skal nedlægges og være græsplæne. Så den får lov til at blive som "vild" have, til vi ved det.

Andre steder har vi besluttet os. F.eks. har vi lavet bede rundt om det høje terrasse syd for huset.


Her var der tidligere rosenbed, som altid var fuld af ukrudt. Og så var det svært at holde græsset ude af bedet. Til efteråret planter vi roser i højbedet. Og så vil det være noget kønnere, hvis græsset vil gro i stedet for ukrudtet!!

Under troldhaslen er der lagt dug med grus ovenpå. Så håber jeg, at der kun kommer minimal ukrudt, som skal luges.

tirsdag den 16. juli 2013

En uge gamle....

Ja så er de én uge gamle, de små killinger, som kom lidt bag på os. Moderen er fra september 2012, og selv om hun har fået piller de sidste mange uger, ja så har hun altså haft lidt sjov 2-3 dage, før vi startede på pillerne. Og selv om hun hele tiden har været utrolig mager, ja så dukkede der altså 2 små killinger op for en uge side. Trods sin unge alder er hun en god mor. Men vi har taget mor og unger ind i vaskerummet, så vi kan holde lidt øje med dem. Og som det kan ses, er de alle røde. Jeg tror, ungerne er af han køn, men nu må vi se.



Det er lidt svært at tage ordentlige billeder, da hendes kurv er sat ind i en flyttekasse for at de kan få lidt ro. Vaskerummet er nemlig også vores 'daglig' indgang med alt hvad det rummer.....

mandag den 15. juli 2013

Mine chilier lider...

Mine chilier vokser ikke, som de plejer. De bliver ikke større, og blomster har lange udsigter. Gad vide, om de har det for varmt. Nogen bud??

lørdag den 13. juli 2013

En god app....

I forbindelse med mine broderier af den smukke rose, som går igen på flere tekstiler i vores indretning, havde jeg store problemer med at skelne de forskellige farver fra hinanden. Det tog faktisk meget lang tid at få broderet bare få sting. Indtil en kollega anbefalede en APP ved navn StitchSketch.

Man skal godt nok selv lave mønstret, men det er ret simpelt. Min kollega bruger den til at lave mønstre til HAMA perleplader.

Nogle få aftener, og mønstret var lavet. Nu kan jeg forstørre mønstret, præcis som jeg vil.



Det bedste er, at alle farver i DMC garn kan benyttes. Og nu er det en leg at brodere. Jeg er allerede ved at lægge andre mønstre ind.