Efter lidt søgen i min mors gemmer, fandt vi den. Og den er stadig et hit. Navnet er forsvundet på opskriften, som er fra Femina 1990, men vi kalder den: Den der pastaret, du ved...
Beklager den ringe billede kvalitet
Den der pastaret, du ved - 3 personer, men som altid bruger jeg de mængder, jeg lige synes...
300 g pasta, 1 ds tun i vand, 1 ds hakkede tomater, 150 g skinke, 1 stort løg, 1 fed hvidløg, 150 g ærter, salt, peber, basilikum, evt. lidt hakket persille, mornaysauce så det er dækket, reven ost
Pastaen koges som anvist, og afdryppes i si. Løg og hvidløg svitses klare i margarine. Lagen sis fra tomaterne og tomaterne tilsættes sammen med skinke i strimler eller tern samt ærter. Krydderier og evt. hakket persille tilsættes også, og saucen koges tyk.
Pasta lægges lagvis i et ovnfast fad med tomatsaucen, tunfisk og mornaysauce. Slut med mornaysauce og drys med reven ost.
Fadet sættes i ovnen ved 200 grader i ca. 30 minutter til overfladen er gylden. Serveres med salat og flutes.
Kilde: Femina 16/1990
Det lyder rigtig lækkert. Jeg ville aldrig have fundet på at blande tun og skinke. Men jeg er heller ikke nogen ørn i et køkken. Jeg ejer ikke sans for hvad der gør sig godt, eller ligefrem overraskende godt sammen. Jeg synes heller ikke det er sjovt, eller spændende eller afslappende, (som andre jeg kender, synes det er), at lave mad. Derfor er jeg også meget heldig, at ha' en mand der kan li' det -- og er god til det!! :-) Jeg ville ønske, at jeg flair for det.
SvarSletJeg synes også, at hele konceptet med madplaner er smart. Det giver overblik, der kan handles effektivt ind, og man skal ikke hver dag spekulere over hvad man skal ha'. Hvis jeg ikke havde Anders, så ville jeg også indføre madplaner :-)
Det smager meget meget bedre end det ser ud!
SletOg tunen overraskede mig - den havde jeg glemt alt om-:)
Madplanerne giver mig en frihed - tidsmæssigt og jeg slipper for plagende unger!