"Er du ok?"

Bliver jeg spurgt. Tjaaa, ryggen slår knuder, men det kender jeg jo til. 

Værre er det, at gigten driller mine hænder. Jeg har ingen kræfter i fingrene. Og så er føle forstyrrelserne tilbage for fuld styrke. Især om aftenen og natten.

Det betyder, at jeg ikke kan ret meget med hænderne. Og jeg er rigtig dårlig til at holde hænderne i ro. Jeg har næsten altid noget håndarbejde i hænderne om aftenen. 

Og det kan jeg ikke lige nu. Det er træls. og det sætter sig i hovedet, så jeg føler jeg bliver skør - okay nogle vil sige, at det har jeg altid været, men nu mærker jeg det selv.

Men hey - det er forår (selv om vejret ikke lige er klar over det), og drengene knokler i haven, mens jeg sidder på trappen med kattene og dirigerer...

Jeg vil hellere være mere med, men sådan er det lige nu - og derfor bliver dette måske kun et enkelt pip, måske ikke...

Ingen medynk, tak - og ja, jeg kender godt diagnosen på mine hænder.

Det er forår...

I hvert fald, når man kigger på kalenderen.

Tiden flyver afsted, og selv om vejret ind i mellem minder om forår, ja, så kniber det hele lidt mere med mit skrog.

Jeg er inde i en træls periode, hvor smerterne har overtaget. Der er knap overskud til arbejdet, og det hele kræver enorm planlægning for at sikre, at hverdagen forløber bare nogenlunde. Og al den planlægning tager hårdt på hovedet, så det bliver ren overlevelse.

Jeg ved, det bare er en periode, og at det vender igen, men denne gang tager det noget længere tid end det plejer.

Og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ville være, hvis jeg skulle møde fysisk op på arbejde. At arbejde hjemmefra i sådan her en periode, er en klar fordel i mørket.

Det betyder også, at jeg spekulerer meget på, hvor længe jeg holder til at arbejde 32 timer om ugen. Hvor længe det fysisk er muligt, hvis livet også skal leves uden for arbejdet...

Misforstå mig ikke, jeg elsker mit arbejde, mine kollegaer, ja det hele, men min familie og jeg selv er også dele af ligningen. Og de vigtigste dele af ligningen, så vi snakker herhjemme meget om, hvordan vi skal få ligningen til at gå op...

PS: Jeg ønsker ikke ynk, det hele er ikke bare så lyserødt, som det normalt fremstår. Og så er det grunden til min lave aktivitet herinde.

Det er en ommer...

For år tilbage malede vi gulvet med epoxy maling i vores vaskerum og bryggers. Det gik okay for bryggerset, men vaskerummet - det er en ommer.

Det skaller simpelthen af...

Det var ellers pænt til at begynde med...

Men nu skal der ske noget. Vi har fundet en mand, som kan lægge noget meget tyndt ovenpå, så gulvet bliver glat - lidt a la New Yorker stil, tror jeg, det er.

Og det er meget billigere end at banke fliserne op. Hvilket var alternativet, da malingen sidder fast i fugerne og er umuligt at få af. Der er prøvet meget forskelligt...

Samtidig skal vi have løftet vaskemaskine og tørretumbler op i højde. Det kniber efterhånden at løfte vasketøjskurven op, når jeg skal ordne vasketøj. Og det er ikke muligt at lade kurven stå på gulvet, da al den bøjen også er et problem. Så vi skal have fundet på noget.

Men det er da også at dejligt at have noget at tage sig til...

Vinterferie...

Vinterferien er skudt i gang. Med masser af tid uden for de sidste dage, inden sneen forsvinder.

Selv om de sidste dage har været med døgnfrost, har solen alligevel haft så meget magt, at sneen stille og rolig er svundet ind.

Og med udsigt til varme grader døgnet rundt, ja så er det nok snart væk, desværre.

Det betyder, at vi lige stille får flere brædder at se i stedet for sne med katte spor.

En stor anbefaling...

Jeg er ikke særlig god til at se serier.

Faktisk tror jeg, at ud over Matador og Badehotellet er det begrænset, hvor mange jeg har set. Og endnu færre, jeg ren faktisk synes, er fantastiske.

Men denne serie på DR (DR tv) fangede mig fuldstændig. Jeg er egentlig ikke til film om krig, men denne handler om så meget andet - med en krig i baggrunden. Et familie drama er det vel. Og hvilket et - fantastisk...

Under 2. verdenskrig flygter Norges kronprinsesse Märtha til USA. Et nært forhold til præsident Roosevelt giver hende mulighed for at påvirke krigens gang.

Lykken er...

At ligge under en rosenbusk og kigge ud på sneen...

De bløde pakker...

Jeg kan rigtig godt lide bløde pakker - især når jeg selv har bestilt dem... 

Den nederste lyseblå med blomster minder mig om noget sengetøj, jeg havde som barn...

Jeg har det derimod lidt ambivalent med endnu et navneskift. Først Peters Resthal, så Stof og Stil og nu....

Så kom vinteren...

Så kom sne og kulde herligt tilbage - lige som ønsket...

Og det er helt okay med mig...

Også selv om det er bidende koldt pga. vinden. Vi pakker os bare ind...

Drengene, ja de må skiftes til at fjerne sne - eller snedriverne er det nu, hvor der ikke kommer mere ned...

Så kære vinter, bliv bare et par uger endnu, så vi er helt klare til forår, når vi kommer dertil...

Vejrhane ???

Skal en vejrhane være en hane???

Den gamle vejrhane på det gamle tag kunne ikke reddes - den var rustet fast. Ikke til taget, men til verdenshjørnerne. Og så var det en hest. Den kan nu få en ny plads nede i haven. Vi smider jo ikke noget væk - og den kan vi sikkert få noget sjovt ud af...

Og vi har jo ikke heste mere - men vi har katte...

Havetanker i frostvejr...

Selv om det er frostvejr og sk... koldt - som jeg ønskede mig det - kan man godt tænke havetanker.

Før vi kan komme i gang i køkkenhaven, skal der renoveres nogle højbede. I den ældste del af køkkenhaven er flere af bedene trætte, både lærkebrædderne og stolperne skal skiftes flere steder.

Noget der ikke lige er sådan lige til, når nu jorden ikke skal skiftes...

En plan over hvad der ellers skal laves...

 

Tænk ikke broderi...

Nogen gange er det rart at brodere noget, hvor man ikke skal tænke for meget. Tælle mønster og holde orden på farver.

Så nu må diverse mønster broderier vie pladsen en tid. Og så laver jeg en pude til stuen...

Corona træt...

Andre der føler sig sådan efter endnu en forlængelse af restriktionerne..

Ikke at jeg er i mod det, som sådan, hvis det er det fornuftige, så hører familien selvfølgelig efter og tager ikke til Dubai eller ned efter grænsen efter sodavand. 

Men det trækker efterhånden tænder ud. Især for efterskolebarnet.

Og så er der også lige noget med en konfirmation i april - måske, måske ikke...

Så tog frosten dem...

De sidste roser er nu færdige.

De stod faktisk længe i år, men det her er den sidste. Det er egentlig okay.

Vi ses igen til foråret...

Kært barn mange navne...

Madkundskab, husgerning, obligatorisk madlavning.

Det har heddet meget forskelligt - og navnet er egentligt underordnet, bare der kommer noget godt ud af det.

Og nu kan efterskolebarnet i hvert fald bage gulerodsboller. Og de smagte også godt...

 

Bed i forhaven...

Jeg tror faktisk ikke, at jeg har fået vist vores nye forhave bed, som vi lavede efter tømrerne var færdige med taget.

Før var der tørrestativ og mos i området, og det var egentlig ikke specielt kønt, så nu er der flis, laurbærkirsebær og sankthans urt. Og så nogle af alle de store marksten, som der er på grunden (man skal jo ikke smide noget væk). 

Sankthans urterne er flyttet fra området ved udestuen og hertil. De skal nok blive flotte igen næste år, men flytningen har været hård ved, så denne vinter er de mindre kønne. Vi skal muligvis have fat i nogle flere, men det ser vi til sensommeren, når vi ved, hvordan de nuværende har klaret det.

Bedet og stålkanten fortsætter om i gårdpladsen, da der altid var meget ukrudt i gruset her på hjørnet. Nu er det slut...

Det gider jeg ikke...

Alt det regn, vi får i øjeblikket, kan godt pakke væk og smutte. Jeg gider det ikke.

Man kan jo ikke komme ud - ja, ja, jeg ved godt, at det bare er et spørgsmål om tøj, men det svinger bare ikke for mig med regntøj og paraply.

Og ud, det er bare nødvendigt med det her hjemmearbejde og hjemmeskole...

Jeg vil have frosten tilbage - og gerne lidt hurtigt...

Nogen nyder godt af hjemmeskole...

Selv om de fleste i husstanden ikke er særlig vild med hjemmeskole og hjemmearbejde, så er der nogen der virkelig nyder det...

Kattene er jo ikke vant til at være inde om dagen - med en enkelt undtagelse - så nu hvor man kan ligge i dynerne hele dagen, det er lige sagen for dem alle...

Det bliver så tydeligt...

Hvert år, når mindste teenager fylder år, bliver det så tydeligt, hvor tæt ungerne egentlig er.

14, 16  og 18 år. 

4½ var den ældste, da han havde to små brødre. Forhåbentlig får de stor glæde af hinanden, når de bliver ældre. Lige nu er afstanden stor...

Men tillykke mindste mand...

I år med helt fin sne, som desværre ikke giver de største mængder...

Den blå dame...

Den blå dame er færdig...

Hum er bare meget krøllet og trænger til en rulning. Og så en ramme. Men den har jeg ikke fået bestilt endnu...

Puddel kat...

Mellem jul og nytår kom vores missemor humpende hjem på tre ben. Vi regnede med, at det var det, vi kalder en Garfield skade. Vores hankat kommer nemlig ofte hjem med skrammer og haltende - og det går som regel over efter nogle dage.

Det gjorde det bare ikke for vores hunkat. Det så faktisk ud som om, forbenet var brækket. Så den 4. januar kom hun til dyrlæge - og vi havde faktisk sagt farvel. For med udsigt til fuld narkose og gips på benet i hendes alder, ja det ville bare synd. Så vi indstillede os på en begravelse.

Men dyrlægen ville det (heldigvis) anderledes. Hun kunne få lov til at røre benet og ligefrem barbere det, så hun kunne se nærmere på det. Det viste sig at være et bid, der var gået betændelse i. Faktisk havde hun også et bid i nakken, men det så pænt ud.

Så antibiotika i sprøjte og smertestillende i fem dage og godt 1000 kr. på disken - og de kom hjem igen.

Nu fejler hun ikke noget mere, men ligner en puddel kat. Men hvad det gror ud igen...