Reinkarnation...

 "Det kan virke, som om vi kollektivt og stiltiende har aftalt, at vi skal tror på reinkarnation. 99 procent af os går i hvert fald gennem livet, som om vi får en chance til"

De ord har virkelig rumlet rundt i mit hoved, siden jeg læste dem i sommers. For de rammer jo spot on - i hvert fald hos mig. Jeg tror ikke på reinkarnation (selv om det da ville være dejligt), og jeg ser ikke Netflix - så langt, så godt. 

Men jeg har virkelig ikke regnet den ud endnu, men forhåbentlig kommer det.

Det er lidt ligesom, "hvad vil jeg være, når jeg bliver stor". Det ved jeg heller ikke endnu 😉

Det er naturligvis fra denne skønne bog, som bestemt kan anbefales, hvis man ikke har læst den...

Har vi ikke lige...

Haft sommerferien?

Og efterårsferien er nærmest lige overstået. Nu er juleferien godt brugt, men jeg synes godt nok, at tiden lige må sætte farten noget ned.

Jeg har jo kun lige hængt kalenderen op, og nu kan jeg så skifte den nu med en ny...

Sæt farten ned, sagde jeg...

Ikke perfektionist....

Det er jeg ikke, perfektionist. Altså tingene skal da være i orden, det er ikke det...

Men jeg ville faktisk gerne være perfektionist. Det er da lettere at klare al ting i første hug. Det tager kortest tid...

Faktisk er alt andet er spild af tid, mens perfektionisme må være målet.

Sådan er verden bare ikke skruet sammen.

Og stjernen her bliver ikke kønnere - selv om jeg vender den.

Det er en ommer. Og det er da spild af tid...

Mærkelige vaner...

Eller måske OCD....

Nej så slem er det ikke, men en mærkelig, dårlig vane var det. Jeps, datid...

Flere har gennem den seneste tid skrevet om mobiler som tidsrøvere. Nogle nævner forbrug på flere timer om dagen...

Wauw tænker jeg, hvordan kan de finde tid til det. Og det er vel også problemet, det kan de ikke, derfor er det et problem.

Og så er der andre, der har styr på det og en holdning til det, ex. Birgitte. Nemlig kun at bruge mobilen til det væsentlige.

Jeg har aldrig været stor forbruger af min mobil - jeg spiller foreksempel ikke noget som helst. Jeg har den på mig, som eneste livlinje for ungerne, da manden er uden for rækkevidde - afstandsmæssigt, ikke pædagogisk. Jeg tager billeder med den. Og jeg bruger alarmer for at huske min medicin - alt andet står i min gammeldags kalender i papirform.

Men jeg er ikke hellig, så ind i mellem låner jeg mindste teenagers Ipad. Og tjekker instagram. Og der havde jeg indtil for nylig en rigtig dårlig vane af en tidsrøver.

Når jeg lukkede instagram op, så skulle jeg helst alle opslag i gennem, jeg endnu ikke havde set - og alle stories - fra start til slut...

Og selv om jeg ikke følger mange, så tog det virkelig lang tid. Det gør det ikke mere. Jeg plukker i stories og ser kun med der, hvor jeg ved, det siger mig noget. Eller noget er underholdende (hvis jeg siger Sortenæb, så ved nogle nok, hvem jeg tænker på)

Og nu har jeg pludselig tid til andet...

Hvor dum kan man være - ja, det kræver jo for det første, at man kender problemet, og dernæst at man erkender det...

Hvor er det skønt at blive klogere....

Årets første 5½ måned...

Har behovet for kalender og gule lapper godt nok været stort. Kæmpe stort...

Når jeg har mange smerter, så er min hukommelse bare en si. Gad vide, om det bare er mig???

Så alt er noteret ned i kalenderen. ALT...

Og det er altså træls, når kroppen strejker, og jeg har så mange projekter, som jeg bare godt lige gad at få gjort noget ved.

Det er jo ligesom begrænset, hvor meget manden kan nå, når han kun er hjemme i weekenden. Så jeg glæder mig til sommerferien, hvor der er flere på matriklen til at hjælpe. For så er ældste teenager igen hjemme efter et år på efterskolen.

Jeg har advaret ham... 😉

Livet som græsenke...

Det har snart stået på et helt år.

Et år uden ældsteteenager, som har været på efterskole, og et år hvor manden har lagt hverdagene i et af vores nordiske nabolande - Sverige og Norge...

Og det er faktisk gået forbavsende godt, hvis jeg selv skal sige det. Hverdagene glider, vi hjælpes om alt, og så nyder vi weekenderne sammen næsten alle mand. Ældste teenager er nemlig kun hjemme, når de skal hjem fra efterskolen, så ham ser vi ikke så tit.

Eller det vil sige vi ses mere i disse forårsmåneder, hvor helligdagene lukker både efterskole og mandens arbejde.

Og det er der, den store forskel, er. Manden har fri alle weekender OG alle helligdage. Noget helt nyt i forhold til før, hvor alle dage var arbejdsdage...

Eneste ulempe ved det hele er faktisk, at ungerne ikke mener, det er nødvendigt at lave rigtig mad hver aften. Især ikke når de skal hjælp til...

Og jeg kan da også godt leve af pølsehorn en gang i mellem, men vi mangler stadig at finde en rytme med rigtigt mad. Ikke fordi vi lever usundt, men frikadeller og kartofler er der nu ingen der er døde af - endnu.

Så vi skal have gang i at lave mad til to dage af gange, så det er lidt nemt en gang i mellem.

Så vi starter i aften med at lave macaronette til i aften og i morgen aften. Og så satser vi på, at vi får styr på det med maden nu...

Den holder stadig...

Jeg er så misundelig...

På alle dem, der tilbringer en lørdag eller søndag eftermiddag på sofaen...

Det gør jeg kun, når helbredet dikterer det. Ellers har jeg slet ikke ro i kroppen til det.

"Jamen det er da bare at lægge sig" - øh nej, ikke for mig. Det er en kamp for mig bare at kravle på sofaen om aftenen.

Jeg synes, jeg bør gøre noget, ordne noget, rydde op, klare vasketøjet, gøre rent - alt muligt. Jeg har enorm svært ved at finde ro og bare slappe af.

Og sådan har jeg altid haft det. Ikke at jeg er rastløs og suser rundt, men det der med at yde først og nyde bagefter sidder så meget i mig, at en eftermiddag på sofaen ikke er muligt. Endnu...

For det skal blive bedre - jeg vil lære det i år. Og der er noget med at man godt kan spise en elefant, hvis man bare gør det bid for bid. Så det må lige som være det, jeg gør.

Starter i det små, og forhåbentlig lykkes det så at tilbringe en eftermiddag på sofaen inden året er omme.

Det bliver bare ikke lige i dag, for der er lige en del, jeg skal have ordnet...😟😞😡

Men jeg var så heldig at få denne buket af manden i går, og så kan jeg kigge på i dag, mens jeg lige ordner alt det der...

Jeg savner...

Efterhånden noget forår. Som alle andre.

Men allermest savner jeg noget vinter - noget sne - nej, masser af sne...

Ellers har det ligesom ikke været vinter, og årstiderne flyder sammen - og dét er jeg ikke vild med.

Jeg elsker de forskellige årstider med hver deres charme..

Så inden forår, må der godt lige komme et ordentlig lag sne. Vi har nemlig ikke rigtig fået noget af betydning. Et par millimeter et par gange, men det er ikke at regne for ordentlig snevejr.

Så snevejr efterfulgt af noget frost og høj solskin - så er jeg tilfreds...

Nytårsforsæt...

Har jeg ikke...

Men så alligevel. Jeg gør mig selvfølgelig nogle overvejelser om året, der nu er godt i gang...

Til gengæld gør jeg ikke status over året, der gik, lige som sidste år. Planer og ønsker har det jo med at ændre sig i takt med, at man bliver klogere eller bare ændrer kurs, så det kan ikke bruges til noget.

Jeg har valgt udelukkende at se fremad...

Men i 2019 håber jeg, at

• smerterne bliver nemmere at leve med
• det kreative kommer mere i spil
• jeg kommer mere i haven og roder rundt
• køkkenhaven kan spille en større rolle
• jeg bliver bedre til at tilbringe dagen på sofaen og lave ingenting
• jeg bliver bedre til at sig nej og pyt

Og hvis det ikke lykkes, så ønsker jeg bare, at vi får et godt år og trives på bedste vis.

Det er vel ikke for meget at ønske eller hvad...

En underlig størrelse....

Den her jul...

Og hvis du ikke er til sort snak, så hop videre, for jeg tror, dette indlæge bliver lidt underligt...

Misforstå mig ikke, jeg elsker julen og alt hvad der følger med, men alligevel har jeg det lidt svært med julen.

Det der med at bygge en masse forventninger op om hygge, samvær, mad og gaver. Og så er det i  princippet ovre på en dag.

Det er ikke fordi, jeg ikke når det, jeg vil - altså det gør jeg ikke, men det tager jeg ikke så tungt - jeg har det bare svært med at bygge op til en dag, som hurtig er overstået.

Det er lidt svært at forklare, kan jeg godt høre, når jeg prøver, men jeg glæder mig mere til alle dagene mellem jul og nytår. Og så alligevel ikke...

For selve juleaften er hurtig overstået, og så kommer alle dagene med familien - både det ene og det andet sted og nogen gange også et tredje sted - og så går dagene hurtig. Så er det nytårsaften og hverdagen melder sig hurtigt igen. Det er naturligvis hyggeligt, men det dræner i hvert fald mig mere end det gavner.

Jeg synes, det er svært, for jeg vil jo ikke skuffe nogen, men omvendt er jeg også nødt til at tænke på mig og min lille familie. For jeg ved at både mand og unger har det lidt på samme måde...

Så på en eller anden måde er julen en underlig størrelse. En skøn tid, men også en masse ambivalente følelser. For vi har jo alt, hvad julen handler om, og der er jo faktisk mange mennesker i dette land, som ikke er så heldige. Jeg burde jo være ovenud lykkelig...

Er jeg mon det eneste, der har det på den måde, jeg ikke rigtig kan forklare...?

Distræt dage...

Har I også sådan nogle??

Eller måske jeg lige skal beskrive, det, der hjemme hos os, hedder distræt dage.

Distræt dage eller måske nærmere timer kan for eksempel foregå sådan her:

Man går ud for at hænge vasketøjet op - opdager en plet på en trøje - trøjen lægger man på bryggers bordet, for pletten skal jo ordnes - opdager i bryggerset at kattene mangler vand - fylder vandkanden og giver kattene vand - nå ja potteplanterne skal jo have vand - ved første potteplante piller man et par visne blade af - sætter vandkanden - putter de visne blade i skraldespanden - som er fuld - man tager posen af, binder for den og stiller den ud i garagen, hvorfra den senere kan komme i skraldespanden - på vej ind fra garagen får man øje på mindstebarnets nye vinterstøvler som skal imprægneres inden brug - man finder sprayen frem og går på terrassen for at spray støvlerne - stiller støvlerne uden for pga. lugten - osv osv

Senere opdager man at pletten på trøjen i bryggerset er tørret ind fordi tiden er gået med alt andet, vandkanden står i vindueskarmen og de andre potteplanter er ikke blevet vandet.

Og efter nogle dage opdager man mindstebarnets nye vinterstøvler ude på terrassen.

Altså sådan nogle dage hvor man ikke når noget, fordi man hele tiden ser eller kommer i tanke om noget andet, og derfor ikke får noget som helst gjort færdigt.

Sådan kan en distræt dag tage megen tid hjemme hos os.

Man føler man går lidt i ring - dog uden at komme videre...

Vi øver os...

Og det går da også bedre og bedre...

Det er jo ingen hemmelighed, at familien er lidt reduceret, efter at ældste teenager startede på efterskole.

Men inden da - faktisk i juni måned - forærede manden sig selv et nyt job i fødselsdag. Bogstavelig talt - for han begyndte dagen efter sin fødselsdag, som jo faldt på en søndag.

Og det betyder, at der kun dækkes op til tre morgen, middag og aften.

For selv om vi har været vant til dagvagter, nattevagter og døgnvagter, så er det lidt noget andet, at manden nu ikke er hjemme i hverdagene.

Og selv om det var hans valg, så bakker vi alle 100 procent op om det. For selv om det naturligvis har nogle indlysende ulemper: jeg er selv i hverdagene med alt, hvad der er med - ja alt...

Så er der også fordele - han er nu hjemme alle weekender og alle helligdage - det har vi aldrig prøvet før. Og det er skønt, og så glemmer vi hurtig hverdagene.

Men drengene (de mindste to) er jo også så store, at de kan hjælpe med meget, nærmest alt - og så er det ikke så besværligt.

Men det kræver altså lidt øvelse - og det går bedre og bedre...

Det der med teenagere...

Det er noget besværligt noget.

Og når man har flere på en gang, så kunne det være rart, hvis de var teenagere på samme måde. Men nej nej, de er helt deres egen på hver deres måde.

Og heldigvis for det. Vi skulle jo nødigt få det for let...

Ældste teenager har nu været på efterskole i en måned og en dag. Og hvilke udvikling der er sket. Han er nærmest blevet glad for os igen.

Eller det har han nok altid været - på sin måde - men nu taler han pludselig til os og kan se ting fra vores side.

Havde vi vidst, det ville ske, var han røget afsted for to år siden i ottende klasse...

Yngste teenager (mellem barnet) taler til os og forstår os. Til gengæld tilbringer han nu al sin tid bag lukket dør. Dog ikke af samme grund som ældste teenager...

Ældste teenager lukkede døren, for at vi ikke skulle høre hvem og hvad, han talte med og om. Det var hemmeligt...

Yngste teenager lukker døren - for at vi kan høre os selv. Han er nemlig meget social på diverse spil - og jeg tror nogen gange, at det der headset ikke fungerer. Han kan bare åbne vinduet, så kan alle dem han spiller med fra ind- og udland hører ham. Shit, de taler højt.

Og jeg har altså ikke teleslynge til vores fjernsyn. Så derfor lukket dør, med mindre vores fjernsyn ikke er tændt. Og det er det heldigvis ikke så ofte, men det skyldes ikke yngste teenageren. Det skyldes udvalget af programmer. Men det er en helt anden historie...

Det skal dog siges til yngste teenagers forsvar, at han også bruger enormt meget tid på sit arbejde - med en dertil hørende støt voksende bankkonto. Og på det punkt er han en ren Joakim von And. 

En fuldstændig modsætning til ældste teenager, som ikke kan have penge i lommen uden at bruge dem...

Det er lidt svært at følge med nogen gange 😒

Nu er jeg så spændt på, hvordan yngste barnet bliver som teenager. Men det er der heldigvis godt 1½ år til...

Den der migræne...

Er noget fanden har skabt. Især når man ikke kan tåle noget medicin mod det.

Når jeg har migræne, så varer det omkring 40-48 timer, hvor jeg intet kan. Og jeg mener intet...

Invaliderende...

Det kræver stilhed og mørke...

Nu er det så, at jeg kan konstatere, at det er mere end seks måneder (7-9-13) siden sidste anfald.

Om det skyldes al min medicin eller noget andet, aner jeg ikke - og jeg er faktisk ligeglad.

Så længe det bliver væk...

God weekend til alle 😊

Det hiver tænder ud...

Weekenden var tiltrængt...

Nu er huset næsten tomt - ældstebarnet til volleycamp, mindstemanden på ferie hos mormor og morfar og manden på arbejde siden i går eftermiddags.

Jeg har tilbragt weekenden på langs. Hovedpine (dog ikke migræne) har været en følgesvend de sidste par uger - værre og værre med tiden.

Smerteklinikken siger, at det er bivirkning af ny medicin, og det forsvinder, når kroppen har vendet sig til det. Jeg håber - for endelig har jeg fået noget medicin, som faktisk virker til at tage toppen af smerterne.

Jeg selv mistænker det også for at være kroppens måde at sige, at den trænger til ferie...

Og jeg heldigvis kan jeg se lyset for enden af tunnelen, mens jeg nyder at arbejdet er gået i feriemode - og at jeg kan få bugt med de sager, som har ligget lidt for længe.

Måske det også hjælpen på hovedpinen...

Men indtil da, lægger jeg mig lidt sammen med katten - på næsten samme måde...

Det er bar ikke mig, nej...

Det der med IT...

Jeg og IT er det samme som børn og plastikposer. Det dur ikke... Og slet ikke ny IT...

Min bærbar har nok efterhånden udtjent sin værnepligt, meeen jeg kan godt leve med, at den er blevet langsom - det bliver alle jo, når de bliver ældre, ikke...

Men nej, nej. Manden og ældstebarnet mente bestemt, at nu skulle jeg have ny - og det skulle være en stationær.

Okay, det giver måske mening. Ikke det der med en ny, men en stationær. Jeg flytter jo aldrig min pc, bærbar eller ej...

Nu har jeg så fået en stationær - og det er sat i gang med alt det der skal være på den. Inkl. min mail.

Alligevel ser mit bord sådan her ud...

Jeg har selv valgt at fjerne pladen fra borden, så der nu kun er 2/3 tilbage. Det var et håb om mindre rod på bordet...

Hvem hopper på den? Især så længe jeg ikke bruger den nye...

Men den er tændt - hele tiden 😏

Hvem gider...

Helt ærligt, ikke igen....

 Billedet er lånt her

Hvem kan ikke huske lærernes lockout i 2013 ?!?!

Det gav en masse bøvl med pasning af børn, men det var så også det.

Denne gang bliver det noget mere omfattende, og det er vel de færreste der ikke på en eller anden måde bliver ramt...

Og det er rigtigt træls for landet som helhed - for ikke at snakke om ventelister i sundhedsvæsenet bagefter...

Vi er jo os selv nærmest, og vi påvirkes jo også. Det værste er helt klart ældste barnets 9. klasses eksamen. Men også mellemmandens konfirmation er pt. i fare.

Det hele reddes naturligvis ved afblæsning af konflikten, mens konfirmationen også kan reddes ved én udsættelse fra forligsinstitutionen.

Derudover kommer mit eget forløb på smerteklinikken.

Det, der pudsigt nok fylder mindst lige nu, er, at jeg som AC'er, også ryger ud ved en lockout.

Men helt ærligt - det er næsten pinligt, at de ikke kan blive enige - er det ikke...

Tiden render...

Og nej, dette indlæg er ikke sponsoreret - så er det lige slået fast...

Men tiden render pt. fra mig...

Alle de der konfirmationsforberedelser......jeg er håbløst bagefter.

Der er i dag fire uger til, og alle forberedelser er stadig noter og post it på mit bord...

Så i dag smupper jeg min bedste ven Marabou og et glas Pepsi Max (læs flaske) og kravler på min pind og forsøger at få lidt styr på nogle ting...

Drengen tømte en Jack & Jones butik i går. I frysende kuling tog vi til Esbjerg og fik styr på konfirmandens outfit til både selve dagen og blå mandag - tre fyldte poser 😖

Første ting er dermed streget ud på listen...

Og så mangler jeg - lige som alle andre - forår. Så derfor har jeg købt lidt blomster til mig selv - uden relation til konfirmation, men bare fordi...

Og så vil jeg lige i dag glædes over manglen på have vejr. Så kan jeg få styr på skrivebordet uden at tænke på alt det, vi også mangler udenfor. Det kan vi heldigvis ikke gøre noget ved, når det hele er bundfrossen...😄

Og så er der jo kun en uge til påskeferie...

Så går jeg online igen...

Så er februar måned godt i gang og med udsigten til ferie i næste uge, går jeg online igen.

Februar måned betyder også, at foråret er lige rundt om hjørnet -  i hvert fald i følge kalenderen - og de første små tegn er da også dukket op.

At det så er nu frosten har sat ind - ja det helt i orden med mig. Jeg gider ikke efterår hele vinteren med alt det regn og tåge - så hellere frost. Sneen og solskin er også mere end velkommen, men skal jeg nøjes med frost, så går det også nok...

Men nu vil jeg smutte ud i blogland og blive opdateret, selv om jeg har på fornærmelsen, at mange har trukket stikket her i januar måned...