Det der stress...

Om få dage er det 3½ år siden, jeg blev sygemeldt med stress.

Det er desværre ikke bare noget, man kan tage et par piller for, og så er det ovre.

Det hænger ved - stadig den dag i dag.

Ikke sådan at jeg mener, at jeg konstant har stress. Men når jeg presset af noget - det kan være arbejde, en fyldt kalender, smerter og lignende - så kommer nogle af symptomerne hurtig igen.

Heldigvis er jeg også blevet bedre til at aflæse og forstå mig selv.

Og jeg bliver ikke overrumplet af symptomer mere...

Billede lånt på nettet

Men jeg synes generelt, at alting opleves kraftigere end inden min sygemelding.

Det er måske resultatet af, at livet, den sidste tid inden min sygemelding, blev levet i overhandlingsbanen, og alting derfor blev dulmet på en eller anden måde. 

Jeg er bestemt nået langt, og når nogen i dag spørger, så har jeg ikke stress. Jeg kan være presset (som alle andre) og få nogle symptomer, men jeg når at stoppe op, inden det bliver til mere. For aldrig mere fosterstilling, når man først har prøvet det - som voksen vel at mærke

Og det er en svær balancegang, når kroniske smerter er konstant livsledsager, og det er noget, jeg hele tiden skal tænke over og planlægge efter.

Men i princippet så lykkes det meget godt: stress, we did break up...

Billede lånt på nettet