Det er forår...

I hvert fald, når man kigger på kalenderen.

Tiden flyver afsted, og selv om vejret ind i mellem minder om forår, ja, så kniber det hele lidt mere med mit skrog.

Jeg er inde i en træls periode, hvor smerterne har overtaget. Der er knap overskud til arbejdet, og det hele kræver enorm planlægning for at sikre, at hverdagen forløber bare nogenlunde. Og al den planlægning tager hårdt på hovedet, så det bliver ren overlevelse.

Jeg ved, det bare er en periode, og at det vender igen, men denne gang tager det noget længere tid end det plejer.

Og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ville være, hvis jeg skulle møde fysisk op på arbejde. At arbejde hjemmefra i sådan her en periode, er en klar fordel i mørket.

Det betyder også, at jeg spekulerer meget på, hvor længe jeg holder til at arbejde 32 timer om ugen. Hvor længe det fysisk er muligt, hvis livet også skal leves uden for arbejdet...

Misforstå mig ikke, jeg elsker mit arbejde, mine kollegaer, ja det hele, men min familie og jeg selv er også dele af ligningen. Og de vigtigste dele af ligningen, så vi snakker herhjemme meget om, hvordan vi skal få ligningen til at gå op...

PS: Jeg ønsker ikke ynk, det hele er ikke bare så lyserødt, som det normalt fremstår. Og så er det grunden til min lave aktivitet herinde.