fredag den 20. februar 2015

Jeg fik vist aldrig vist...

Jeg tror ikke, jeg vist efter billeder af vores renovering af vores vaskerum.

Du kan finder billeder fra før her.

Vi er så glade for det. Det er blevet lyst, og der er masser af opbevaringsplads. Den opmærksomme læser vil se, at en del af vaskerummet ligger i den gamle stald med de buede lufter som kendetegn.

Nu overvejer jeg, hvornår jeg vil male dør- og vindueskarme. Ikke om jeg vil - men hvornår jeg lige har lyst til det.....








torsdag den 19. februar 2015

Nyt til nålen - igen igen...

I efteråret begyndte jeg et nyt broderi. Noget jeg havde glædet mig til - jeg skal helst være i gang med et hele tiden.

Men selv om jeg rigtig gerne ville brodere det, så blev det bare ikke rigtigt til noget. Så nu får det lov til at ligge lidt i gemmerne, så kommer lysten nok igen.

I stedet er jeg begyndt på dette broderi, der skal blive til et billede a la patchwork stjerne. Jeg har blot valgt nogle andre farver, mens jeg stadig overvejer farverne på prikkerne.



Mønstret er fra Hendes verden nr. 22/2014.



onsdag den 18. februar 2015

Chili sået...

Så fik jeg sået chili. Og det lidt tidligere end sidste år. Sidste års planter gik desværre til i december måned, men jeg fik lagt de sidste chili frugter til side, og nu skal de så gerne blive til nye planter i år.



tirsdag den 17. februar 2015

Store festaften - for børn...

I lørdags var det så tid til årets MGP fest. Ungerne havde bestilt burgere - både almindelige og fiske - og Oreo cheesekage til dessert.

Burgerne forsvandt, før kameraet nåede frem, men desserten blev dog foreviget - midt i al spændingen. Utrolig som MGP kan fange de unger....


Så er vi klar....


Aftenens hyggetallerken var sund, men vakte stor glæde...



Ren råhygge....


mandag den 16. februar 2015

Glimt fra ugen der gik...

Uge 7 stod som planlagt for en masse og ingenting. Det var tiltrængt, og det var godt.

Der blev spist pandekager til morgenmad - flere gange...


Der blev endelig ryddet op, sorteret, bygget og fjernet duplo klodser fra stuen. De sættes til salg senere.



Der blev slappet af med the og snolder...


Der blev lyttet til mellemmandens fortælling om, hvordan han overværede en nattefødsel af lammet Fie hos bedstemor og bedstefar. Fie fik en svær start på livet og blev flaskelam. Desværre klarede hun kun et par dage. Det har fyldt meget hos mellemmanden, som er stor dyreven.


Der blev kigget kataloger, lagt planer og skrevet "ønskesedler"...


Der kom forår i stuen...


Vi sagde farvel til Malle og Tutti. De tog på deres sidste rejse, og foråret skal nu bruges til at forbedre kalvehuset, inden vi byder nye beboere velkommen - formentlig i april/maj måned.


Og vi spiste flere pandekager - nu også om eftermiddagen med is og chokoladesovs til.


Teenagerens bronze medalje ved hans første stævne nogensinde i kick boxing blev beundret, så teenageren voksede med flere centimeter. Han fik så meget ros af både trænere og dommere, at det tog lang tid at komme ned på jorden igen. Men mor her var stolt....


Nå ja så var der jo noget med Valentines dag...


Nu er vi så igang med hverdagen igen - og det er ikke så dårligt.

PS: Der er kun 6 uger til påskeferien....

torsdag den 12. februar 2015

Madplaner for uge 8 og 9

Så er madplaner for uge 8 og 9 klar. Og så vender jeg tilbage på mandag.



uge 8/2015
mandag - ærtesuppe
tirsdag - skinkegryde med låg af kartoffelmos
onsdag - pirogger med skinke og spinat
torsdag - pasta a la Daniella
fredag - medister, kartofler, brun sovs og grønt
lørdag - ovnbagt pankasus og grønsager
søndag - nudler med svinekød og soja *

uge 9/2015
mandag - suppe med kød og melboller
tirsdag - pasta med kødboller
onsdag - millionbøf, kartofler og broccoli
torsdag - kalkun gordon bleu, pasta, sovs og grønt
fredag - ovnbagt fisk medgrønt
lørdag - hakkebøf med bløde løg og broccoli-mos
søndag - hverdagsgryde med kalkun

Opskrifter markeret med * kan finde her.

fredag den 6. februar 2015

En kort pause...

Jeg melder mig ud af blogville den næste uges tid...

Efter en januar måned som har budt på alt for meget arbejde (igen), to gange migræne (det var mere end et år siden sidst), to perioder med morfin på grund af rygsmerter og henholdsvis tre og fire dage med forkølelse af den værste slags, vil jeg bruge den næste uges tid på MIG og familien selvfølgelig.

Jeg holder ferie fra arbejde og tager en pause fra blogville.....


Jeg vil forsøge at holde mit besøg i blogville på et minimum - det bliver svært, men jeg vil gøre forsøget.

Tiden vil jeg bruge på de nære ting og så lige noget oprydning både fysisk, men især mentalt.

Forhåbentlig er jeg så klar igen mandag den 16. februar - jeg håber, vi ses.....


Jeg vender frygtløs tilbage....


Eller det vil sige, madplanen kommer på torsdag, som den plejer. Den skal jo laves....

torsdag den 5. februar 2015

Endnu et dyr...

Ungerne syntes, at hjorten var så ensom i stuen på første sal. Så nu får han selskab...



onsdag den 4. februar 2015

Hvem sagde lektie-fri skole...

Dem, der sagde det, må have fået forkert fat i noget. Mængden er muligvis lidt mindre, men den er der stadig.

Og så er det godt at hjælpes af - og at far gider tjekke ens regnestykker....


tirsdag den 3. februar 2015

Katte er katte...

Og katte slås...

Den anden formiddag kom Garfield, vores neutraliserede hankat, humpende ind med blodet dryppende fra begge ører. Og bidemærker på kroppen.

Det kan ungerne ikke have, så vi tørrede blod af ørene, som godt vi kunne og lagde ham på en håndklæde i sofaen. Ja - jeg havde kun lige vasket det blå tæppe, så på med et gammelt håndklæde.

Der lå han hele dagen. Faktisk spiste han kun et par gange, men om aftenene smuttede han med ovenpå og lagde sig til at sove - igen.

Ved fire tiden om natten ville han ud, og næste morgen gik han normalt. Og ungerne var glade igen.




mandag den 2. februar 2015

Enjoy....

Sofaen i køkkenet har længe manglet en pude, så da jeg så disse i Stof & Stil, måtte de med hjem.

Jeg har valgt samme for- og bagstykke. Puden bærer præg af, at jeg ikke er vant til at sy i strik stof, men øvelse gør vel mester.

For vi kunne godt have en mere magen til i sofaen...



søndag den 1. februar 2015

Sådan skal vinter være...

For mig skal vinter være frost og sne - så er jeg mere klar til forår, når det kommer. Så i disse dage er det vinter, rigtig vinter....

Og jeg beklager på forhånd for billedspam...



Selv de store kalve kommer ud nu. De var lidt betuttede i den første sne...



Nogen har spurgt til trampolinens skæbne efter stormene. Den overlever, hvilket er mere end nettet gør...



Fuglene har travlt - både i træerne og på jorden...




 


Hesten på toppen af stalden har også fået en gang sne. I den tid vi har boet her, er vinden konstant kommet fra samme side - mon den trænger til smørelse....