lørdag den 16. august 2014

Man ved, man er udkørt....

Man ved, man er udkørt, når:

  • samme tøj tager tredje omgang i vaskemaskinen, fordi det tørrer og krøller, inden det bliver hængt op
  • man glemmer at åbne for hønsene fjerde dag i træk
  • man sætter sig ud på badeværelset for ro og lukker øjnene i fem minutter med mobilen i hånden - med alarm på, så man vågner igen
  • man tager fire tomme madkasser med hjem fra arbejde
  • man tømmer postkassen fredag og finder sidste weekends omdelte reklamer
  • man mod husets regler lader ungerne spille play-station lørdag formiddag, så man får lidt ro
  • man finder den manglende kattemad i fryseren ved siden af ungernes is
  • man kigger i reklamer for vandhaner med sensor til badeværelset
Nu tror jeg, at jeg lægger mig lidt på sofaen ved siden af katten - med mobilen i hånden og alarmen sat til.....

Og ungerne placeret ved play-stationen....

fredag den 15. august 2014

Du søde blåbær...

Jeg elsker blåbær - ja det gør hele familien. Desværre har blåbærene manglet vand, og de er lidt svære at vande, når de står i spagnum. Vandet render bare gennem, med mindre der vandes dagen lang. Og det vand vi har fået de sidste dage - ja det er kommet for sent...

Men ungerne fik plukket 1½ kg den anden dag. Og det blev omsat til marmelade efter deres ønske.

Så mon ikke vi har til nogen tid nu...




torsdag den 14. august 2014

På spring...

Så er det lige før Sankthans urten springer ud. De har ikke haft de bedste betingelser i år, da de står i et bed med både ukrudt og skvalderkål. Bedet skal nedlægges til efteråret, når det er tid til at dele Sankthans urterne.

Skvalderkål og ukrudt skal fjernes, og så får de et nyt bed, hvor de blomstre næste år.



onsdag den 13. august 2014

Har du husket...

At deltage i min give away om en luksus brunch for 2 personer til en værdi 299 kr.


Du kan deltage lige her.

tirsdag den 12. august 2014

Køkkenhave status...

Det er vist på tide med en status over køkkenhaven. Vi kom jo lidt sent i gang i år, så nogle afgrøder bliver nok ikke rigtig til noget. Derudover er der stadig et enkelt bed - det tidligere hindbærbed - som overhovedet ikke er blevet gjort i stand, og derfor fuld af hindbær igen.

De nye hindbær og hvide ribs planter trives, men det bliver nok først næste år, de rigtig giver noget. Halloween græskarplanterne overtager snart hele gangarealet omkring det store bed - næste år må jeg prøve at begrænse antallet af planter.




De nye Ostara jordbær planter giver stadig jordbær og har sat en masser udløbere, som jeg skal have plantet ud i de gamle jordbærbede. Der skal skiftes jordbær i to kasser, da de kun har givet masser af små jordbær i år.





Et af de bede der skal have skiftet jordbærplanter.



Brombærene er snart klar, selv om de blev flyttet og skåret helt ned i foråret.


Bønnerne står flot i blomst. Bagved kan en af kasserne med squash ses.


Og squashene er ved at være klar.


Rabarberne har masser af stængler, som jeg godt kunne finde på at snuppe nogen af - selvfølgelig ikke alle, de skulle være leveringsdygtige næste år.


Kiwier - ja de står der bare. Der skulle være to hunner og en han, men de giver ikke så meget som en blomst, så de må lade livet i efteråret. Leverer man varen i min køkkenhaven - så er det ud :-)


Rødbeder, purløg og bredbladet persille har klaret varmen ganske godt.


De gamle hvide ribs har det til gengæld ikke godt. Jeg tror, vi klipper dem helt ned til efteråret, og så ser vi, hvordan de ser ud næste år.


Porrerne har det også godt - selv om vi ikke har vandet den kasse.


Stikkelsbærerne er rigtig gode for tiden. Til næste år er der forhåbentlig så mange, at vi kan lave noget af dem.


mandag den 11. august 2014

Nogen ide'er....

Jeg har en del af disse store Quality Street dåser stående.


Jeg har rigelig med kagedåser, så jeg vil egentlig gerne bruge dem til noget andet. Men hvad??

Og er der nogen, der har erfaring med at male dem eller på anden måde ændre deres udseende?

søndag den 10. august 2014

Feriens få indkøb...

Det er ikke blevet til så meget handlen i ferien, som det plejer.

Men lidt er selvfølgelig fundet. Et par kurve, som jeg har mange ideer til anvendelse af, men jeg har endnu ikke besluttet mig. For den nette sum af 50 kr. For begge!



Et fuglebur - bare fordi det var kønt og kun stod til 125 kr. Hvor og hvordan har jeg endnu ikke besluttet mig for - mon ikke det kommer på et tidspunkt.



Og så lige et skilt, som passer fortrinlig til huset her - selv manden er enig......


lørdag den 9. august 2014

Give away # 5

Bloggen fyldte 1 år den 9. juli, og nu hvor sommerferien er ved at være ovre, skal det da fejres.

En af mine kære læsere skal derfor forkæles med en luksus brunch for 2 til en værdi af 299 kr.

"Brunch er et vidunderligt mix af morgenmad og frokost, der gør det muligt at nyde et lækkert måltid med det bedste fra både breakfast og lunch.

Nyd en dejlig formiddag i hinandens selskab, mens I får serveret en velsmagende luksus brunch. I kan vælge mellem flere stemmingsfyldte, hyggelige caféer og spisesteder og deres udvalg af lækre bruchmenuer."

Læs mere her.


For at deltage kan du få lodder på følgende måder:

1 lod for at lægge en kommentar
3 lodder for at lægge en kommentar og følge bloggen via bloglovin
6 lodder for at lægge en kommentar, følge bloggen via bloglovin og have min blog på din blogrulle/liste.

Husk at skrive hvor mange lodder du deltager med og at lægge en mail, hvis du ikke har en blog.

Jeg trækker en vinder lørdag den 23. august.

Jeg har lukket for anonyme kommentarer på bloggen pga. spam, men du kan smide en mail til engvang@postkasse.net, så lægger jeg din kommentar på bloggen, og du deltager på lige vilkår med andre.

Der er ikke tale om en sponsoreret give away.


fredag den 8. august 2014

Færdig øst for terrassen...

I ferien blev vi færdige med stykket øst for den nye terrasse. Fliserne er fjernet, kantsten sat, der er lagt grus og det sidste stykke stakit er sat op.

Bedet langs huset bag stakittet skal efter lange og mange overvejelser indeholde roser, som i bedet overfor. Vi har nogle The fairy roser i krukker, og de kan passende komme i bedet sammen med nogle flere nye.


Jeg elsker den måde roserne falder ud over kanten, når buketterne springer ud og bliver tunge. Hyndeboksen skal væk - de nye havemøbler kræver ikke hynder, så pt. står den der bare tom. Og det er der ikke nogen grund til - så køn er den i hvert fald ikke...


Nu mangler vi bare at få skåret toppladerne til, men det kræver lige at vi låner en større vinkelsliber, end vi selv har. Og det skal passe ind i ejerens plan.


Og kan vi så få noget regn i weekenden, så roserne i krukkerne kan komme i jorden...

torsdag den 7. august 2014

Madplaner for uge 33 og 34

Så går vi så småt i gang med madplanerne igen. Jeg forventer ikke, at vi følger dem slavisk her til at begynde med, for vi skal lige have hverdagen og især al ungernes sport på skinner igen.

Ungerne er blevet gode til at hjælpe med madlavningen i ferien, så det tager madplaner lidt hensyn til.




uge 33/2014
mandag - pulled pork burger med coleslaw
tirsdag - pasta og kødsacue (med masser af grønt i)
onsdag - tortillas (med salat mm og kødsauce fra dagen før)
torsdag - pasta a la Daniella
fredag - squashtærte med salat og flutes
lørdag - vi griller - koteletter, kylling, kartofler, salat mm
søndag - rester fra hele ugen

uge 34/2014
mandag - nye kartofler, frikadeller og salat
tirsdag - pasta med kødboller
onsdag - kylling med gulerodssalat
torsdag - pirogger med skinke og spinat
fredag - hjemmelavet pizza
lørdag - persillelaks og pasta med grønt
søndag - rester fra hele ugen


onsdag den 6. august 2014

Så godt som færdig...

I ferien blev vi færdige med de sidste ting i bryggerset. Nu mangler kun fodlister ved dørtrinene, men jeg ved endnu ikke lige, hvad vi gør ved dørtrinene. Et eller andet skal ske - måske bare en slibning og så lak....

Det er blevet godt med stålpladen i stedet for malede fliser. Selv om den var bøvlet at få op på grund af de meget skarpe kanter.....





Jeg har endnu ikke fundet en løsning på den grime microovn, så indtil videre får den lov at stå på skabet.




Det er svært at gengive gulvets farve rigtigt. Men her er en forsøg


Gulvet er bestemt ud fra de lyseblå låger fra Ikea, hvor al inventar er fra.

tirsdag den 5. august 2014

Afslutning på ferien....

Ungerne valgte, at vi skulle slutte ferien af søndag med manér - og Karolines softice.

Og sådan blev - de piskede softice og i plastikskåle røg det i fryseren i 3½ time, som der stod på pakkerne. Det var måske lige længe nok eller også fryser vores fryser hårdere end forventet, for det var sej at få pisket op bagefter.

Der blev serveret vandmelon, jordbær og fuglereder til.





Her i huset var det klart vaniljen, der var favoritten, men den med jordbær kan også spises. Det er i hvert fald ikke sidste gang, ungerne får lov til at lave softice på egen hånd.