fredag den 3. april 2020

3 uger - og påske...

Så er tredje uge med hjemmearbejdsplads og lock down i samfundet ved at være til vejs ende.

Og om lidt er det påske.

For første gang holder jeg ikke ekstra fridage i forbindelse med påsken, men arbejder for at indhente en masse arbejde, som har hobet sig op i bunker. Det skyldes først og fremmest, at jeg siden 1. december blot har arbejde 20 timer i stedet for de normale 32 på grund af en deltidssygemelding.

Så jeg prøver at se det positive i denne forfærdelige situation, der giver arbejdsro, til at indhente noget arbejde.

Ellers trænger jeg til at se og snakke med kollegaer, ja bare andre mennesker end de tre teenagere, jeg deler hverdagen med, mens manden arbejder.

Og alligevel har jeg det jo nemt.

Jeg kender ikke nogen, der er smittet, og det er - trods alt - teenagere, jeg har rendende. Nogle har små børn og skal jonglere det med hjemmearbejde, andre skal på (ikke kritisk) arbejde og har børn, som de ikke kan få passet. Der er single mødre - og fædre, ikke at forglemme - som skal handle ind med børn (og få onde blikke), aktivere børn, arbejde og få en hverdag til at køre uden hjælp. De ældre eller syge, som ikke får besøg etc.

Alle dem, der har mistet kære på grund af denne virus, eller "bare" har mistet og ikke kan få sagt ordentligt farvel.

Så jeg bliver så harm, når jeg hører, at nogle ser stort på myndighedernes anvisninger, fordi de har jo kun fødselsdag en gang om året, eller vi plejer jo at ses eller lignende.

Det mindste vi kan gøre, når vi ikke kan redde liv eller hjælpe til på anden vis, er vel at opføre os ansvarligt, eller hvad. Men nogle er bare uden for pædagogisk rækkevidde...

Om lidt er det påske, og den holder vi hjemme - helt alene og for os selv.


2 kommentarer:

  1. Tak for et fint indlæg. Du har så ret; vi skal alle tage ansvar og passe på hinanden og os selv ved at opføre os ansvarligt. Kh. Christina

    SvarSlet
    Svar
    1. Det skal vi nemlig - og det er jo ikke så svært:-)

      Slet

Tak fordi du giver dig tid til at kommentere på mit indlæg.
Det er jeg rigtig glad for.

Kan du ikke lægge en kommentar, så skriv til engvang@postkasse.net